Massage

Fysiurgisk massage er i langt de fleste tilfælde en yderst effektiv måde at behandle forskellige muskulære lidelser i bevægeapparatet. Behandlingen afhjælper eksempelvis personer med overbelastning i muskler og bindevæv (sener, muskelhinder og ledbånd). Dette kunne fx være forårsaget af pludselige traumer, statisk ensformigt arbejde foran en computer, forkerte/tunge løft, idrætsskader etc. Undersøgelser har desuden vist at fysiurgisk massage er den mest effektive behandling ved hovedpine udløst muskulært. Dvs. det der normalt kendes som spændingshovedpine.

Fysiurgisk massage er afledt af ordet fysiurgi. Ved fysiurgi forstås det “at behandle lidelser i bevægeapparatet ved hjælp af forskellige mekaniske principper. Herunder massage, strækteknikker, kulde/varme behandling etc.”. I almindelighed har massage en lang række positive virkninger som både kan give fysisk og psykisk velvære. Men hvor den almindelige massage, Thai massage og andre holistiske former primært giver velvære, er den professionelle fysiurgiske massage en meget specifik og dybdegående massageform. Den fysiurgiske massage er direkte opbygget på baggrund af kroppens anatomiske strukturer, dvs. knogler, muskler, sener og ledbånd. Fysiurgisk massage er derfor – udover at give velvære – en yderst velegnet metode til at behandle egentlige lidelser i bevægeapparatets bløddele.

I behandlingerne palperes der i vævene, og der vil kunne ændres i vævets tilstand fra den ene behandling til den næste behandling. Løbende vil behandlingen tilrettes efter behov, og der suppleres med råd og vejledning. Den fysiurgiske massage har en lang række forskellige forebyggende og restituerende virkninger såvel mekanisk, biologisk og fysiologisk.